Tysk terror i Odense,
af Andreas Skov
I perioden 1944-45 begik det tysk-danske terrorkorps Petergruppen en lang række drab på uskyldige borgere og foretog adskillige bombesprængninger af bygninger i hele Danmark. Terroren ramte også Fyn og Odense i særdeleshed. Denne artikel fortæller om baggrunden for Petergruppens terroraktion d. 19-21. februar 1945 i Odense. Artiklen kan læses i sin helhed i "Fynske Årbøger. 2005".
Fyens Stiftstidendes bygning på Gråbrødre Plads
efter Petergruppens shcalburgtage den 26. maj 1944
”Pressekontoret hos højere SS og politifører i Danmark meddeler: På grund af de stadigt stigende tilfælde af politiske mord og sabotage og for at forhindre yderligere forbrydelser af denne art, indføres med virkning fra og med 22. februar 1945 spærretid i Odense. Spærretiden begynder kl. 21.00 og slutter kl. 5.00 morgen. Offentlige lokaler skal lukke allerede kl. 20.00. Under spærretiden må kun medlemmer af den tyske værnemagt og det tyske politi samt danske civilpersoner, som er i besiddelse af særlige af det tyske politi eller værnemagtskommandantur udstedte tilladelser, færdes på gaderne”.
Således lød det i Pressens Radioavis om aftenen den 21. februar 1945, efter at der på blot to dage var blevet begået syv drab, ét drabsforsøg og lavet 15-16 bombesprængninger, som havde lagt store dele af Odense midtby i ruiner.
Den officielle meddelelse om spærretidens indførelse i Odense skulle give indtryk af, at det var modstandsgrupperne, som havde udført aktionerne, og dække over den kendsgerning, at drabene og bombesprængningerne var blevet beordret af besættelsesmagten. Terroraktionen var nemlig blevet iværksat fra Shellhuset i København af det tyske sikkerhedspoliti og SD, og den var blevet udført af den berygtede Petergruppen.
De fynske afdelinger af henholdsvis SD Aussendienststelle og Gestapo, der fra oktober 1943 til april 1945 havde hovedkvarter på Husmandsskolen i Tarup, havde en ikke uvæsentlig, men dog underordnet rolle i planlægningen af aktionen, som var én af besættelsestidens mest brutale.
Den store terroraktion i februar 1945 var et led i den tyske ”modterror” (Gegenterror). Det var dog langt fra den eneste aktion, der blev udført på Fyn under besættelsen. ”Modterroren” blev iværksat i slutningen af 1943 som svar på de danske modstandsgruppers sabotager og stikkerlikvideringer.
Frem til befrielsen blev ca. 100 danskere dræbt (clearingmyrdet) af tyske terrorkorps – heraf var Petergruppen alene ansvarlig for de 90 drab, og det var også denne gruppe, der stod bag langt de fleste bombesprængninger (i folkemunde: schalburgtager).
Fra tysk side håbede man på, at den danske befolkning ville vende sig mod modstandsbevægelsen, når dennes sabotager og stikkerlikvideringer blev besvaret af ”modterror” i form sprængninger af f.eks. kendte bygninger og drab på fremtrædende borgere i lokalsamfundene.
”Modterrorens” begyndelse bliver traditionelt dateret til et møde den 30. december 1943 i Hitlers daværende hovedkvarter, Ulveskansen, i Østpreussen, men var reelt allerede blevet iværksat godt en måned tidligere med nedskydningen af tre kommunister i København.
Efter at det blev besluttet at indføre ”modterroren” i Danmark, blev en såkaldt Sonderkommando beordret til Danmark. Dennes første leder var Otto Schwerdt, som gik under dæknavnet Peter Schäfer (heraf navnet Petergruppen). Han var indrulleret i en elitestyrke under ledelse af Otto Skorzeny, som blandt andet i efteråret 1943 befriede den afsatte italienske diktator Benito Mussolini.
Foruden Otto Schwerdt talte Petergruppen i begyndelsen kun seks andre, alle af tysk nationalitet. Én af gruppens første aktioner blev mordet på digterpræsten Kaj Munk den 5. januar 1944. Her deltog blandt andre Wolfgang Söhnlein, der senere blev leder af SD på Fyn (Husmandsskolen).
I den tidlige fase arbejdede Petergruppen meget selvstændigt, uden om de lokale Gestapo-ledelser og modtog ordrer direkte fra den øverste ledelse i København – som regel fra Otto Bovensiepen, der den 7. januar 1944 tiltrådte posten som øverste chef for det tyske sikkerhedspoliti og SD i Danmark. Bovensiepen blev den egentlige organisator af modterroren og bekæmpelsen af modstandsbevægelsen i Danmark.
På det praktiske plan var det imidlertid Schwerdt, som stod i spidsen. I provinsen fik Schwerdt en gruppe under ledelse af Oberscharführer Fritz Himmel (som ligeledes tilhørte elitestyrken under Skorzeny) til sin rådighed.
Himmel-gruppen havde indtil april-maj 1944 til huse på Husmandsskolen i Odense, men blev omkring årsskiftet 1944-45 forflyttet til Kolding. Her blev Himmel-gruppen senere ledet af Poul Lensing, som fik en central rolle i aktionen i Odense i februar 1945.
Himmel selv blev dræbt den 19. september 1944 under kampene ved Amalienborg i forbindelse med den tyske aktion mod det danske politi.
Det havde aldrig været meningen, at Otto Schwerdt skulle blive i landet, han skulle blot opbygge terrorvirksomheden i Danmark. Men man fandt først hans efterfølger i september 1944 – Hauptsturmführer Horst Issel, som dog først overtog den fulde ledelse af Peter-gruppen godt en måned senere og indtil da arbejdede under Schwerdt.
Da Issel kom til landet, havde Petergruppen udviklet sig til en dansk-tysk terrorgruppe. I april 1944 var man begyndt at rekruttere danskere i større stil, og samtidig begyndte man at etablere andre terrorgrupper, som virkede mere eller mindre selvstændigt i forhold til den oprindelige Petergruppen.
Disse grupper var for en stor dels vedkommende rent danske grupper, som fortrinsvis opererede i København som en del af det tyske Hilfspolizei (Hipo), der blev oprettet umiddelbart efter det danske politis arrestation den 19. september 1944.
Petergruppen var dog den største og mest aktive terrorgruppe og havde hele Danmark som sit operationsområde. Den bestod, da den var størst, af ca. 20 tyskere og 11 danskere, heriblandt Kai Henning Bothildsen Nielsen, der efter krigen blev dømt til døden for at have deltaget i 55 drab, 11 drabsforsøg, 84 bombesprængninger og seks togattentater med tab af 26 menneskeliv til følge.
De danske medlemmer var rekrutteret fra Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, som gik under betegnelsen E.T. Schalburgkorpset var blevet oprettet i februar 1943, efter at Frikorps Danmark havde udspillet sin rolle på Østfronten. Korpset blev splittet i to dele: En militærafdeling i Ringsted og en efterretningstjeneste (december 1943). Efter arrestationen af det danske politi i september 1944 blev E.T. en del af det tyske Hilfspolizei.
Krigen på Fyn
Besættelsen var karakteriseret af en stigende brutalisering af samfundet. Indtil samarbejdspolitikkens fald i august 1943 havde forholdene i Danmark været relativt fredelige, men Augustoprørets revolutionslignende tilstande markerede dog et vendepunkt.
Modstandsgruppernes sabotager var en væsentlig årsag til, at den danske samarbejdspolitik brød sammen, og efter den 29. august 1943 begyndte modstandsgrupperne i stigende grad at foretage stikkerlikvideringer.
Den første af den odenseanske modstandsbevægelses ca. 30 likvideringer blev begået den 20. november 1943 mod den 22-årige Holger Thor Nielsen, der blev dræbt ved revolverskud, mens han opholdt sig ved et busstoppested ud for Det ny Missionshotel.
Allerede den 3. november var hans far, ostehandler Thor Nielsen, forsøgt likvideret, mens han opholdt sig i sin butik i Nørregade, men han overlevede. Både far og søn var nationalsocialister og havde tætte kontakter til Husmandsskolen.
Med drabet på Holger Thor Nielsen var voldsspiralen begyndt. I første omgang svarede besættelsesmagten igen med at indføre spærretid i Odense – lukning af alle restaurationer, biografer og al butikshandel fra klokken 19 samt indførelse af udgangsforbud om natten. Det blev dog næppe betragtet som nogen voldsom optrapning af besættelsespolitikken, eftersom besættelsesmagten tidligere havde indført undtagelsestilstand.
Men få dage senere blev det klart, at den tyske besættelsespolitik var gået ind i en ny fase. Den 25. november blev det meddelt, at 31 mænd og kvinder, som var hjemmehørende i Odense, og som hidtil havde været interneret, var blevet overført til tyske koncentrationslejre.
Det var som omtalt ligeledes i slutningen af 1943, at besættelsesmagten iværksatte ”modterroren” i Danmark. Modstandskampen fik nu for alvor konsekvenser for befolkningen. Det er dog værd at hæfte sig ved, at brutaliseringen af samfundet var et storbyfænomen – i de mindre byer og på landet var der ikke den store forskel på 1940 og 1945. Der var således stor forskel på livet under besættelsen i Odense og f.eks. i Ringe. Den tyske modterror på Fyn ramte nemlig altovervejende Fyns største by.
I Odense begik Petergruppen i perioden fra 3. marts 1944 til den 21. april 1945 i alt 14 drab, seks drabsforsøg og 27 bombesprængninger. Attentaterne var i de fleste tilfælde blevet beordret af ledelsen i Shellhuset i København (som regel af Bovensiepen), men den lokale ledelse på Husmandsskolen spillede ofte en vigtig rolle i udvælgelsen af bombemål og ofre – især i den senere fase af besættelsen.
Den første leder af Gestapo på Husmandsskolen, Hauptsturmführer Kurt Guttmann, oprettede et såkaldt A- og B-Kartei over bombemål og personer, som man havde et særligt godt øje til (i negativ forstand). A- og B-Kartei var opdelt i fem kategorier: personer, fabriksvirksomheder, forretninger (herunder bladhuse), hoteller og restauranter. Kartotekerne og listerne var såkaldte Geheime Reichsache og blev opbevaret i en boks, hvortil kun lederen på Husmandsskolen havde nøgle, og hvorom det øvrige personale intet måttet vide.
Mens Fritz Himmel – den lokale leder af Petergruppen – i de første måneder af 1944 var stationeret på i Husmandsskolen, må det dog antages, at han havde fri adgang til kartoteket.
Efter Himmels forflyttelse fungerede det således, at når Peter-gruppen ankom, skulle dens medlemmer beværtes og overnatte på Husmandsskolen, og hvis nogle af medlemmerne blev anholdt af værnemagten, f.eks. under aktion, skulle den lokale Gestapo-ledelse straks sørge for, at de blev løsladt igen.
I visse tilfælde var aktionerne forberedt fra København, således at Peter-gruppen allerede havde navnene på dem, der skulle dræbes, når de mødte op på Husmandsskolen. I andre tilfælde mødte de op med en besked om, at der skulle dræbes en læge, en sagfører eller lignende, og så benyttede man A-Kartei til at udpege et muligt offer.
Officielt måtte Peter-gruppens medlemmer kun likvidere de personer, man havde udpeget forinden, men som det vil fremgå, havde man et afslappet forhold til det officielle ”regelsæt”.
