|
Odenseborgere i kz-lejr, af Rasmus Jørgensen
De første tre år af den tyske besættelse af Danmark var som bekendt kendetegnet ved samarbejde mellem de danske myndigheder og besættelsesmagten.
Samarbejdet havde en vis modererende indflydelse på den førte tyske besættelsespolitik. I andre tysk-besatte lande blev jøder og modstandsfolk allerede fra besættelsens start deporteret til de nazistiske kz-lejre, hvor mange omkom. Det var Danmark stort set forskånet for i de første besættelsesår.
Men det ændrede sig efter samarbejdspolitikkens ophør den 29. august. I midten af september 1943 blev det tyske Sicherheitspolizei (Sipo) – herunder det forhadte og frygtede Gestapo – etableret i Danmark, og kort efter begyndte en serie af deportationer af danskere til kz-lejrene.
Udover jøderne og 150 kommunister interneret i Horserød-lejren, som den 2. oktober 1943 blev deporteret til henholdsvis Theresienstadt og Stutthof, var et antal Odense-borgere de første, der kom til at mærke konsekvenserne af den nye linje. I oktober blev 31 odenseanere arresteret pga. ”illegal virksomhed”.
De arresterede var kommunister, andre modstandsfolk og nogle helt unge mænd i besiddelse af illegale blade. De blev efter forhør på Husmandsskolen interneret i Horserød, hvorfra de den 23. november 1943 blev deporteret til Sachsenhausen.
Blandt de arresterede var fire kvinder, som blev sendt til kvindelejren Ravensbrück. I november og december foretog Gestapo yderligere arrestationer, og 25 personer – primært unge – blev den 21. december sendt til Sachsenhausen. To kvinder endte i Ravensbrück.
Efter intense forhandlinger med besættelsesmagten lykkedes det i starten af 1944 imidlertid de danske myndigheder at få sat en midlertidig stopper for deportationerne fra Danmark. Modydelsen var oprettelsen af Frøslev-lejren i Sønderjylland til at huse tyskernes fanger.
Men i september 1944 brød tyskerne den indgåede aftale og genoptog transporterne sydpå over grænsen. Frem til starten af 1945 fulgte flere end 10 store gruppedeportationer af danskere. Omkring 150 af de deporterede var odenseanere. 60 af disse var modstandsfolk – såvel kommunister som ikke-kommunister – som for de flestes vedkommende kom til Neuengamme, mens den anden store gruppe var de 70 odenseanske politifolk, som blev afvæbnet og interneret af tyskerne den 19. september 1944 og senere deporteret til Buchenwald.
Den sidste gruppe var nogle, som ikke har fået megen omtale i besættelseshistorien, de såkaldte ”asociale”. Denne betegnelse dækkede officielt over en løst defineret gruppe af alkoholikere, småkriminelle og ”arbejdssky elementer”, som i nazistisk optik havde sat sig uden for samfundet.
Men de gaderazziaer som tysk politi henover vinteren 1944-45 gennemførte i København og større provinsbyer for at ramme denne gruppe, var præget af en vis vilkårlighed i anholdelserne. Således også i Odense, hvor 20 personer blev anholdt ved en razzia den 6. oktober 1944 og senere sendt til Neuengamme.
I alt blev ca. 235 odenseanere deporteret til de nazistiske kz-lejre. På basis af en opgørelse foretaget af Odense kommune og en indberetning fra fynsledelsen af modstandsbevægelsen efter krigen kan antallet af omkomne Odense-borgere som følge af deportation til en kz-lejr sættes til 23 personer – altså ca. 10 % af de deporterede. Odense lå dermed lidt under den gennemsnitlige dødelighed for alle danske kz-fanger, som var på 11 %.
Faktorer af betydning for chancen for at overleve var – ud over rent individuelle forhold – varigheden af fangenskabet og forholdene i den lejr, man blev deporteret til. Her lå odenseanerne ganske vist med gennemsnitligt 8 måneders fangenskab over landsgennemsnittet på 6 måneder.
Men dette skyldtes bl.a., at mange Odense-borgere opholdt sig 15-16 måneder i Sachsenhausen, hvor der var relativt gode chancer for at overleve. Således omkom i alt ”kun” tre danske fanger her.
|
