Flemming Pedersens beretning om 4. og 5. maj 1945.

Side 3/3

Før krigen lå der en cafe på hjørnet af Mageløs og Vestergade. Det var Sct. Knuds. Den var imidlertid blevet sprængt i luften, og bygningen lå hen som ruin. Her lagde Børge Højsgaard sig i stilling, medens næstkommanderende Ras fandt hvile i tandlæge Ruds klinik på 1.sal oven over den nuværende restaurant Arkaden. For øvrigt en god udkigspost. Vi andre tog opstilling i porte, døre og vinduer nedad Vestergade. Jeg indtog min stilling ved manufakturhandler Arthur Hansen, i en port der førte ind i en passage, der gik bagom ejendommene i Kongensgade og kom ud gennem en port i Kongensgade 28 lige overfor Slotsgade. For at undgå bagholdsangreb derfra sendte jeg nogle drenge længere ind i passagen, så de kunne advare mig i tide, hvis vore fjender fandt denne smutvej.

Vi fik imidlertid ikke lov til at hvile i vore stillinger. Der begyndte at ske noget. Fjenden, hvem det så end var – fortsatte fremrykningen mod krydset i ly af sporvognen, og da de nåede krydset, kastede de håndgranater (tyske med skaft) rundt om hjørnet, og de landede med et brag foran porten, hvor jeg havde indtaget min stilling. I en sådan situation smider man sig ganske automatisk på jorden, og alle de mennesker, der endnu ikke var kommet inden døre, bragte sig hurtigt i sikkerhed inde i trappeopgangene. – Jeg, der havde lagt mig ned ude i porten blev dænget til af glasskår fra de store butiksvinduer og splinter fra håndgranaterne, og indvendigt takkede jeg endnu engang Holger for stålhjelmen. På et tidspunkt opstod der en pause i angrebet. Den udnyttede jeg, trak splitten ud af håndgranaten, talte til fire og kastede med højre hånd (jeg er venstrehåndet) –  underkast – to håndgranater hen under sporvognen. Fjenden trak sig tilbage, og vi blev nu kommanderet ud af vore stillinger for herefter at indtage nye stillinger i selve krydset.

Da jeg kom til hjørnet ved guldsmed Zinglersens indgangsdør så jeg lige ind i øjnene på en barsk udseende person med geværet klar til skud. Her var ikke tid til tænkepause. Jeg trak mig lynhurtigt tilbage, og da der samtidig blev givet tegn til almindelig tilbagetrækning, varede det ikke længe, inden vi alle igen befandt os i vore stillinger.

Så sad vi der igen – i sikkerhed! Børge Højsgaard i ruinen, Ras hos tandlægen, og alle vi andre i porte, døre, vinduer nedad Vestergade. Hvad ville der nu ske!

Om der gik sekunder eller minutter, skal jeg ikke kunne sige, før vi hørte motorstøj fra Kongensgade, men lidt efter kørte en militærlastbil med et påmonteret maskingevær ud i krydset og gjorde holdt. Skytten arbejdede ihærdigt på at få maskingeværet gjort klar til skud, men det tog tid. Vi var hurtigere på aftrækkeren, skød og ramte skytten, og med den døde skytte kørte chaufføren lastbilen 10 meter ind i Mageløs, hvor han parkerede og tog flugten i løb tilbage over krydset – nedad Kongensgade. Men han havde glemt at stoppe motoren, så den hørte vi på resten af eftermiddagen.

Der herskede nu fred og ro i Mageløskrydset  - bortset fra bilmotoren, fra de mange ambulancer der passerede forbi med døde og sårede, og stafetter fra Odinstårnet, der meldte om kampe.

Først ved 17-tiden var krigen slut! – Da kom Modstandsbevægelsens lastbiler med hvidt flag og beordrede skydningen indstillet.

Bil fra modstandsbevægelsen på vej gennem Mageløs-

krydset den 5. maj 1945.

 

Gruppens medlemmer kom nu frem fra deres poster rundt omkring i krydset, og under kommando af Ras gik vi tilbage til Sukkergården, hvor der blev holdt mandtal, og hvor det blev noteret ned, hvor megen ammunition vi havde brugt. – Herefter blev der givet nattegn.

Hjemme igen ved familien var det første min mor sagde: Hvordan er det, du ser ud i hovedet? Jeg gik hen og kiggede i spejlet, og der så jeg lige ind i øjnene på den selv samme person, jeg havde set i guldsmed Zinglersens hjørnespejl!! Tænk hvis jeg havde angrebet ham!

Børge havde ikke været alene i ruinen, Han var sammen med konditor Hoffs søn, der bevæbnet med et fotoapparat optog det meste af hændelsesforløbet i Mageløskrydset – fra Modstandsgruppens ankomst – til skydningen begyndte, og hvor han var nødt til at gå i dækning.

Og så melder spørgsmålet sig: Hvem var det, der angreb os? Først i ly af sporvognen og senere af militærlastbilen. Hvad ville der være sket, hvis vi ikke havde været først på aftrækkeren. Hvem tog sig af bilen og den døde, og hvorfor tog vi ikke lastbilen med til Sukkergården, da kampen var forbi, og hvorfor mon der ikke senere i kompagniet blev talt om kampen i Mageløskrydset, hvor vi trods alt – først sørgede for fredelig passage af tyske flygtninge og soldater og senere slog to angreb tilbage. Det var ikke os der angreb.. Vi forsvarede os. Blev der ikke afgivet rapport til kompagnichefen over kampen af næstkommanderende i kompagniet?

Flemming Pedersen.

Tilbage til artikeloversigten