|
Flemming Pedersens beretning om 4. og 5. maj 1945.
Side 1/3
Den 4.maj om aftenen var gruppen samlet hos gruppeføreren Robert Hansen på Fælledvej. Vi sad og monterede Gammons – en bombe, hvor vi brugte plastisk sprængstof – da meddelelsen om tyskernes overgivelse kom over radioen. Kl. 20.33.
Det blev fejret, og bagefter – den nat – sov vi hos et andet af gruppens medlemmer - Rolf Rolfsen – i Borgervænget.
Næste morgen, den 5. maj, gik vi ned til Muus' Gaard – Sukkergården – i Frederiksgade.
Her fik vi armbind og fik at vide, at vi nu var en del af Modstandsbevægelsens 6. kompagni, stabskompagniet, hvor Thorkild Han var kompagnichef, og næstkommanderende blev kaldt Ras, og at vi var en del af 4. afd. med Poul Ørsager som delingsfører, og endelig at vi var gruppe 1 med Robert Hansen som gruppefører. Vi menige var flg.: Børge Højsgaard, Rolf Rolfsen, Knud, Erik og undertegnede.
Det meste af formiddagen gik med at rense våben og med instruktion i brugen af håndgranater, maskinpistoler og af de halvautomatiske US-karabiner
I vores gruppe gik gruppeføreren med maskinpistol og vi andre med US-karabiner… ja, lige bortset fra Børge Højsgaard, der som gammel garder skulle have et rigtigt gevær, som det imidlertid senere viste sig, havde rust i løbet – med det resultat, at hver gang Børge fyrede et skud af, var han ved at vælte omkuld. Alle havde håndgranater.
Nu var vi bevæbnet, og det forlød, at vores deling skulle ud til Fruens Bøge, hvor der var et våbendepot.
Så langt nåede vi imidlertid ikke. Delingen blev i stedet for sendt til Det nye Missionshotel på Østre Stationsvej som vagtmandskab for Byledelsen.

Flemming Pedersen (nr. 2 fra venstre) på vagt ved Missionshotellet
(det nuværende Hotel Plaza) på Østre Stationsvej.
Ved middagstid begyndte skydningen inde i centrum, så derfor blev vores gruppe på 6 mand under ledelse af kompagniets næstkommanderende, Ras, sendt af sted for at finde ud af årsagen til skydningen.
Til side 2
|